Foreningen ”Maux Sans Frontiere” (Sygdom uden Grænser) blev stiftet i begyndelsen af 2004. Den har til opgave at stille frivillige tolke til rådighed for hospitalet i Saint-Malo (Ille-et-Vilaine). Tolkene letter kontakten mellem hospitalets læger og plejepersonale og de mange udlændinge, der bliver syge eller er udsat for en ulykke i Saint-Malo-området (i henhold til hospitalets statistikker over 600 om året siden 2002 ). Tolkene assisterer også hospitalets kontorpersonale, når særlige forhold vedrørende en patient gør det påkrævet (forsikring, fremsendelse af lægejournal, hjemtransport osv.). Vi mener at være den første forening i Frankrig, der tilbyder en frivillig tolketjeneste af denne art.

La Jeune Chambre Economique de Saint-Malo (en sammenslutning af unge erhvervsdrivende) står bag ideen til denne forening, og vi er den taknemmelig for den måde, hvorpå den til stadighed søger veje til at forbedre livskvaliteten.

Maux Sans Frontiere tæller i foråret 2010 ca. 60 medlemmer og dækker 20 sprog. Vi er hele tiden på udkig efter nye frivillige (vi mangler bl.a. italiensk, men også asiatiske og mellemeuropæiske sprog ). Tolkene er ikke alle professionelle, men de fleste er enten franskmænd, der har opholdt sig mange år i udlandet, eller udlændinge, der har bosat sig i Frankrig, og som har et fælles ønske om at være samfundsnyttige . De ved, hvor vigtigt det er at kunne kommunikere på sit eget sprog, når man er syg eller forulykket, og at det er uvurderligt at have en person i nærheden, der kan berolige og orientere om, hvad der foregår, og i givet fald tage kontakt med pårørende i hjemlandet. De udlændinge, vi har assisteret i løbet af de sidste to år, har alle givet udtryk for, hvor kærkommen og nyttig vores hjælp har været.

Hospitalcentret Broussais vurderer selv, hvornår der er brug for tolkene og kontakter disse direkte.

Hvis du ønsker at stille dine sprogkundskaber til rådighed for foreningen, eller hvis du ønsker at støtte vores aktion med et gavebeløb , kan du ringe til os på nedenstående telefonnumre:

•  Grete THERKILDSEN (formand) (+ 33) (0)299203746

•  Yann DUFOUR (sekretær) (+33) (0)2 99 88 57 66

•  Le Centre Hospitalier de SAINT-MALO (+33) (0)2 99 21 21 21

Hjemmesiden har en tilmeldelsesblanket, som kan benyttes, hvis du ønsker at melde dig som frivillig tolk, samt en formular kaldet ”avis d´intervention”, som tolkene udfylder, når de har været tilkaldt, med henblik på indsamling af oplysninger om det arbejde, vi udfører.

Tak for dit besøg på vores hjemmeside og for din interesse for ”Maux sans frontiere”